mandag, maj 18

Tre generationer på motorhomerejse i Canada

Tænk sig at få lov til at vise Canada frem til sin nærmeste familie. Det bliver ikke ret meget bedre. Jeg har i 25 år holdt af Canada og de seneste fem år delt denne glæde med min lille familie på to voksne og to børn. I år får vi to yngste generationer lov til at vise det bedste af Canada frem til den ældre generation. Tre generationer på tur i fire uger gennem det vestlige Canada.

Vi har igen valgt at holde ferie i Canada, og igen skal det meste af tiden foregår i motorhome. Canada rejsen består af flere dele. Storby, bil, motorhome og tre generationer er de stikord, ferien er delt op i.

Tre generationer: Deltagerne på turen er et par unger, som i løbet af sommeren bliver 7 og 9 år, et par forældre i 40'erne og et par bedsteforældre i 60'erne.

Vi rejser fra Danmark grundlovsdag den 5. juni, og vi er tre generationer på første del af ferien = 1+2a+2b.
Vi har planlagt følgende tur:
1) De første fem dage skal vi være i Vancouver, hvor vi bor i to hotel-lejligheder. Vi har lejet en bil (Chevy Surburban) med plads til os alle seks.
2a + 2b) Efter Vancouver har vi lejet to motorhomes (Et fra Cruise Canada og et fra Go West) og skal følges ad de næste 23 dage. Først går turen til Vancovuer Island (2a), herefter rundt på fastlandet fra Vancouver til Calgary (2b).
3) Mine svigerforældre rejser hjem fra Calgary, mens vi fortsætter med flere dage i bjergene i motorhome.
4) Vi afleverer motorhomet i Calgary og får en bil og kører tilbage til Vancouver.
Det er planen, nu må vi se, hvordan det går.

Del 2a: Ruten på Vancouver Island

Vis stort kort
Vi sejlede fra Vancouver/Tsawassen til (A) Swartz Bay - (B) Victoria - (C) Parksville - (D) Tofino + Pacific Rim National Park - (E) Parksville - (F) Nanaimo, hvorfra vi sejlede til Horseshoe Bay/North Vancouver.

Del 2b: Ruten på fastlandet af British Columbia

Vis stort kort
(A) Horseshoe Bay / North Vancouver - (B) Alice Lake Provincial Park - (C) Whistler / Nairns Falls Provincial Park - (D) Green Lake Provincial Park - (E) Clearwater - (F) Mount Robson Provincial Park - (G) Jasper - (H) Wilcox / Columbia Icefield - (I) Lake Louise - (J) Banff - (K) Golden - (L) Radium Hot Springs - (M) Kikomun Provincial Park - (N) Waterton Lake National Park - (O) Fort McLeod - (P) Edmonton - (Q) Calgary.

lørdag, maj 9

Fem gode grunde til at besøge Canada

Canada indeholder en uovertruffen naturlig skønhed som kun få lande kan matche. Men Canada er mere end uendelige udendørsmuligheder, der er også pulserende kosmopolitiske byer, der er rene, sikre, venlige og ikke mindst multikulturelle.

Opsigtsvækkende canadiske byer
1. Vancouver
2. Toronto
3. Ottawa
4. Montreal
5. Quebec City

Skæppeskøn natur i Canada
1. Nationalparkerne i de canadiske Rocky Mountains
2. Dinosaur Provincial Park
3. Pacific Rim National Park
4. Niagara Falls
5. Gros Morne National Park

Udendørsaktiviteter i Canada
En af de bedste grunde til at besøge Canada er naturen og at gøre brug af de muligheder som den indbyder til. Canadierne deler med stor glæde deres mange stier med turister fra hele verden, men også synet af himmelstræbende snedækkende bjergtoppe og stille krystalklare smaragdgrønne bjergsøer.
Der mest populære udendørsaktiviteter i Canada er
Camping
Ski/Snowboard
Sportsfiskeri
Vandre-, mountainbike, kajak- og kanoture.

Festivaler i Canada
Canadierne forstår at sammensætte en god "byfest".
1. Celebration of Light, Vancouver (verdens største fyrværkerikonkurrence) - http://celebration-of-light.com/
2. The Calgary Stampede (byfest med verdens største rodeo, dyrskue, udstillinger og masser af musik) - http://calgarystampede.com/
3. Edmonton Folk Music Festival - http://www.edmontonfolkfest.org/
4. The Toronto International Film Festival - http://www.tiff.net/
5. Quebec Winter Carnival, Quebec City- http://www.carnaval.qc.ca/en

Forskellighed og masser af sjov for hele familien
Canada er et land af immigranter og landet har en politik som opmuntrer indvandrerne til at fastholde deres oprindelige kulturelle særkender. Det giver en bred vifte af bydele, restauranter og butikker som virker til at være dumpet ned fra et "fremmed" land, men det er Canada. Det er sådan landet er. I love it.
Canadiernes tilbagelænede stil, fremtoning og imødekommethed og de mange forskellige udendørsmuligheder gør landet til et godt sted at rejse med børn. Læg dertil de mange forskellige kulturer i det multikulturelle land, så er det som at rejse til hele verden pakket ind i landskaber der hele tiden skifter, mens turen går tværs over landet. Fra hav til hav, fra Atlanterhavet til Stillethavet.

lørdag, maj 2

Jeg kan ikke glemme Canada

"Canada. Verdens næststørste land. Tusindvis af kilometer. Fra kyst til kyst. Et hav af oplevelser siden den første rejse til Canada i august 1985. Femten rejser er det foreløbigt blevet til, og jeg er langtfra færdig med landet. Mens jeg skriver denne bog, sidder jeg og tænker tilbage på sammenlagt to års rejser og ophold i Canada.

Det første besøg var som en bacille. Nu kan jeg ikke få Canada ud af kroppen. En besættelse har det med at komme uden varsel og som produktet af flere sammenfald og tilfældigheder. I dag er jeg besat af Canada..."

Ovenstående var indledningen til bogen "Canadisk Potlatch - Oplevelser og historier fra kyst til kyst i Canada" som jeg udgav i 2006. Det er blevet til flere rejser til landet ovenpå USA og jeg har stadig ikke fået Canada ud af kroppen. Tværtimod. Jo mere jeg graver i Canadas historie, bemærker landskaberne, oplever kulturen og møder menneskerne, jo sværere har jeg ved at slippe landet igen.
Min familie har været så privilegeret at have haft muligheden for at holde ferie i motorhome de seneste fire år. I 2005 var vi i Canada og USA, i 2006 var vi i Canada, i 2007 tog vi Down Under til Australien, men stadig var det ferie i motorhome og i 2008 var vi tilbage i USA, men også i motorhome.

Læs mere om Australien på bloggen: http://www.australienrejsen.dk/ og om USArejsen på bloggen http://www.usarejsen.dk/

Hvor skal ferien i 2009 gå hen og hvordan skal vi komme rundt?

Svaret giver hurtigt sig selv. Vi er ikke i tvivl. Vi er alle fire i familien vilde med ferie i motorhome og vi elsker alle fire Canada. Vi skal igen igen på ferie i motorhome i Canada. Ja i det vestlige Canada.